|
Pædagogisk-psykologisk rådgivning
Pædagogisk Psykologisk Rådgivning i bopælskommunen varetager visitation i forbindelse med undervisning. Undervisning på den interne skole er specialundervisning i henhold til Folkeskolelovens § 20 stk. 3.
Stk. 3. Specialundervisning kan indrettes i dagbehandlingstilbud eller i et efter lov om social service oprettet eller godkendt anbringelsessted, jf. § 22. Specialundervisning af den i stk. 2 nævnte karakter kan endvidere indrettes i kostskoleform.
I henhold til Bekendtgørelse om Lov om Social Service skal tilrettelæggelse af undervisning være aftalt, før der kan gives endelig accept af anbringelse af undervisningspligtige børn.
LBK nr. 929 af 05/09/2006 § 69. Kommunalbestyrelsen skal træffe afgørelse om valg af konkret anbringelsessted i overensstemmelse med handleplanen, jf. § 140. Samtidig med valg af anbringelsessted skal der tages stilling til barnets eller den unges skolegang. Er anbringelsesstedet beliggende i en anden kommune end barnets eller den unges opholdskommune, har opholdskommunen pligt til at underrette den stedlige kommune forud for anbringelsen.
PPR i Rådgivningscentret Favrskov Kommune varetager på den interne skole den pædagogisk psykologiske betjening, som fremgår af Bekendtgørelsen om folkeskolens specialundervisning og anden specialpædagogisk bistand (BEK nr. 1373 af 15/12/2005).
PPR giver vejledning omkring tilrettelæggelse af specialundervisningen og udfærdigelse af individuel elevplan i forbindelse med elevens opstart på den interne skole.
PPR foretager årligt en revurdering af eleven. Ved den årlige revurdering tages stilling til, om eleven kan profitere af skolegang på den kommunale skole, og vurderer om der fortsat er behov for specialpædagogisk bistand. Såfremt revurderingen peger på fortsat specialpædagogisk bistand på den interne skole gives vejledning i forhold til tilrettelæggelse af specialundervisningen og udfærdigelse af individuel elevplan.
PPR foretager undersøgelse af elevens forudsætninger i forhold til undervisningstilrettelæggelse ved behov.
PPR vurderer behov for særlig tilrettelæggelse i forbindelse med folkeskolens afsluttende prøver og vurderer evt. fritagelse for prøveaflæggelse.
BEK nr. 351 af 19/05/2005 § 17 bilag 3 2.2: Tilladelse til særlig tilrettelæggelse i henhold til punkt 2 og 2.1 må kun gives, når der foreligger en aktuel pædagogisk-psykologisk udtalelse om, at eleven på grund af sine særlige vanskeligheder ikke vil kunne opnå et resultat ved prøven, der afspejler den pågældendes faglige niveau. Udtalelsen afgives på grundlag af en pædagogisk-psykologisk vurdering, hvori andre sagkyndige kan inddrages.
BEK nr. 752 af 30/06/2006 § 17 a: Institutionens leder kan beslutte, at elever, for hvem prøveaflæggelse på grund af betydelig funktionsnedsættelse eller utilstrækkelige danskkundskaber ikke skønnes hensigtsmæssig, kan fritages for at aflægge folkeskolens obligatoriske afgangsprøver. Fritagelsen kan omfatte en eller flere prøver eller delprøver. Beslutningen forudsætter, at der er taget stilling til, om eleven vil kunne aflægge prøve på særlige vilkår, jf. § 17. Beslutningen træffes på baggrund af en pædagogisk psykologisk vurdering sammen med eleven efter samråd med elevens forældre, og der tages samtidig stilling til, hvordan elevens udbytte af undervisningen evalueres på anden vis.
- PPR afholder supervision med skolens personale én gang om måneden. Skolens leder har ansvar for at indsende materiale vedr. den sag, man ønsker behandlet senest én uge før supervisionen.
- PPR betjener den interne skole med de for opgaveløsningen nødvendige faggrupper.
- Yderligere specialundervisning ved kommunens foranstaltning, f.eks. taleundervisning afregnes særskilt.
|