Forside      Kontakt      SiteMap      Søg

Nyheder

 

Velkommen til nyhedsafdelingen.
Her kan du læse de seneste nyheder, og holde dig velopdateret omkring Fonden Kanonen.


3. September

Temadagen den 1. september 2010.
Klik her for billeder!

Emnet ’Hvordan sikrer vi det gode anbringelsesforløb’ trak mange socialrådgivere og anbringelseskonsulenter til Sabro Kro hvor arrangementet blev afholdt. I alt 130 engagerede fagfolk mødte op og var bredt repræsenteret fra hele landet.

Bente Nielsen, leder af Baglandet i Århus og selv tidligere anbragt, indledte dagen med, at fortælle sin livshistorie. Hun fortalte, hvordan hun som barn de første fire år af sit liv boede hos sine farforældre, sammen med sin mor og far og tre søskende. Faderen var alkoholiker og meget fraværende fra hjemmet og moderen var en psykisk syg og ensom kvinde, uden kontaktevne og tilknytning til sine børn. Bente fortalte gribende om, hvordan hun voksede op under kaotiske, voldelige og ekstremt utrygge forhold, indtil hun og hendes søskende en dag pludselig blev fjernet fra hjemmet, efter et voldsomt slagsmål mellem forældrene. Bente blev anbragt på et børnehjem og senere i plejefamilie.

Bente gjorde stort indtryk på de mange deltagere både fagligt og personligt. Det gav alle stof til eftertanke, at høre hvordan Bente har levet alene med angst, usikkerhed, skam og skyldsfølelse gennem hele sin barndom og langt ind i voksenlivet, uden de professionelle omkring hende har evnet, at se og møde hende i de behov hun havde. Budskabet til alle professionelle var ganske klart. Tal med barnet. Vær til stede. Giv omsorg og nærvær og mød barnet i al dets sorg og ensomhed.

Dagens anden oplægsholder var Karin Kildedal. Karin er forsker ved Aalborg Universitet og har en årrække arbejdet og forsket inden for anbringelsesområdet. Også Karin fangede deltagerne med sin store viden og erfaring samt hendes markante og tydelige holdninger til det socialfaglige område. Karin fastslår, at der ikke kun fines en type viden men mange. Og at kunsten ligger i at sammenholde disse videnstyper. Karin understreger endvidere vigtigheden i, at vi alle arbejder relationelt og autentisk i arbejdet med børn og unge.

 

Karin har en fantastisk evne og vidde til, at koble teori og forskning til den sociale virkelighed, så tal og undersøgelser omsættes ind i den praksis og sociale virkelighed vi befinder os i.

Hun udtaler sig med stor kapacitet og autoritet, så hendes markante holdninger til både socialrådgiverne i forvaltningssystemet og de socialpædagogiske opholdssteder, umærkelig finder plads og rusker op i hverdagspraksis om, hvordan vi alle kan blive bedre og øge fagligheden og samarbejdet omkring anbragte børn og unge.

Se hun er en ægte socialarbejder med hjerte og faglighed på rette sted.

Vi er fra Fonden Kanonen yderst tilfredse med dagen og meget glade for den store interesse fra alle vore samarbejdspartnere. Vi ser frem til næste år, hvor vi håber at kunne arrangere et lignende arrangement med samarbejde og faglig udvikling i fokus til gavn for vores børn og unge.

På Fonden Kanonens vegne

Dorte Mortensen, Personale og kvalitetschef og Lone Buus, Socialfaglig konsulent.

 


31. August

Fonden Kanonen afholder temadag for eksterne samarbejdspartnereDe to oplægsholdere Karin Kildedal og Bente Nielsen skal tale ud fra overskriften:

 

 ”Hvordan sikrer vi det gode anbringelsesforløb”.

 

Karin Kildedal er forsker ved Aalborg Universitet og har i en årrække forsket indenfor anbringelsesområdet. Bente Nielsen er leder af rådgivningscentret for tidligereanbragte 'Baglandet' i Århus. Bente Nielsen har selv været anbragt som barn.


Temadagen afholdes på Sabro Kro med 140 deltagere.

I Fonden Kanonen er vi glade for den store opbakning og forventer at lave Temadag for eksterne samarbejdspartnere til en tilbagevendende begivenhed.


Fra Fonden Kanonen deltager Afdelingslederne Søren Asmussen, Lotte Täck, RasmusBuhl, Jan Nielsen og Niels Braüner. Ligeledes deltager souscheferne Claus Jørgensen, Christoffer Bugtrup, Torben Andersen og Søren Overgaard. Endeligt vil leder Trine Hounsgaard Pfeiffer, Pædagogisk chef Mogens Rasmussen, Udviklingsleder Hans Henrik Gravgaard, Socialfaglig konsulent Lone Buus og Personale- og kvalitetschef Dorte Mortensen deltage i temadagen.


7. Juli

Socialminister Benedikte Kiær på besøg hos Fonden Kanonen
Klik her for billeder!

Socialminister Benedikte Kiær besøgte os tirsdag 29. juni 2010. Det er dejligt at opleve
socialministerens interesse for vores faglige felt og arbejdsområde. Socialministeren
startede besøget på Fonden Kanonens afdeling Baskærvej, hvor hun blev modtaget
af undertegnende, Pædagogisk chef Mogens B. Rasmussen samt afdelingsleder Niels
Braüner. Ministeren talte med de tre unge på afdelingen bl.a. om grundene til deres
anbringelse. Det var dejligt at høre vores unge var meget ærlige i deres svar overfor
ministeren.
Efter besøget på Baskærvej blev ministeren vist rundt på Fonden Kanonens interne
værksted. På værkstedet blev ministeren mødt af to unge samt Pia Gravgaard og Morten Brok.
Socialministeren sluttede sit besøg på Sandbyvej hvor hun, efter en fremvisning af
afdelingen som afdelingsleder Søren Asmussen stod for, fik forfriskninger og hvor vi kunne tale om de problemkomplekser og dilemmaer, vi støder på i vores arbejde med vores målgruppe. Personale- og kvalitetschef Dorte Mortensen sluttede sig her til selskabet.
I den afsluttende dialog med Socialministeren kom vi bl.a. ind på regler for
magtanvendelse, sammenligningsgrundlag mellem private opholdssteder contra offentlige døgninstitutioner og kommunernes anbringelsespolitik på nuværende tidspunkt. Ministeren var meget positiv over vores indstilling og arbejde generelt, men især resultater indstilling over for uddannelse, praktikpladser osv. Hun bemærkede ligeledes vores pædagogiske afdelingers stand og indretning, hvilket hun var imponeret over. Alt i alt er vi alle enige om, at det var et rigtig godt besøg og at Socialminister Benedikte Kiær tager mange positive og gode indtryk med tilbage til Christiansborg.

Hans-Henrik Gravgaard
Udviklingsleder ved Fonden Kanonen

 

23. Juni

Besøg af Socialministeren 

Det er med stor glæde vi kan fortælle, at Socialminister Benedikte Kiær kommer på besøg i Fonden Kanonen. Ministeren besøger os tirsdag den 29 juni. Planen er, at Benedikte Kiær skal besøge et par af vores afdelinger, hvor hun skal møde både unge og medarbejdere.
Besøget er kommet i stand efter indbydelse fra Udviklingsleder Hans-Henrik Gravgaard. Førnævnte beskrev i et brev til Socialministeren en case, hvor Fonden Kanonen har været vidne til tre kommuners tilsidesættelse af et barns tarv i særlig svær grad. Brevet afsluttes med en indbydelse, hvor Fonden Kanonen ligger op til yderligere dialog om kommunernes anbringelsespolitik. Baggrunden for dette er, at vi i Fonden Kanonen i stigende grad møder kommunernes spareplaner, når de f.eks. udskriver unge, der på ingen måde er klar til udskrivning. En stor del af disse udskrivninger, er udelukkende med baggrund i kommunernes spareplaner, hvilket er i strid med Serviceloven.
Socialministeren vil under sit besøg blive vist rundt af Udviklingsleder Hans-Henrik Gravgaard og Pædagogisk chef Mogens B Rasmussen. Kanonens leder Trine Hounsgaard Pheiffer er på barsel og deltager derfor ikke.
 

 

 

 

 
Personale- og kvalitetschef
Dorte Mortensen

 

 

13. Juni

I dag er siden www.kanonen.info oppe at køre. Siden er stadigvæk under opbygning, men kan dog allerede bruges nu. På denne side vil du have mulighed for at læse de seneste artikler og blogs fra Fonden Kanonen, uden det store besvær. Vi håber at du tjekker siden ud! (-:

 

4. Juni 2010

I dag har vi oprettet et nyt menupunkt på vores hjemmeside, nemlig nyhedsafdelingen.
På denne side, vil du have mulighed for at læse de seneste nyheder om Fonden Kanonen. Vi vil nemlig opdatere siden hyppigt, så du hele tiden er velopdateret omkring Fonden Kanonen

 

 

1. Juni 2010
Fonden Kanonen på inspirationstur til Norge for at se nærmere på MultifunC

I uge 21 rejste vi, Udviklingsleder Hans-Henrik Gravgaard, Pædagogisk chef Mogens B Rasmussen og Afdelingsleder Niels Braüner, til Norge for, at se nærmere på MutifunC som behandlingsmetode.
Behandlingsmetoden MultifunC er for øjeblikket ved at blive implementeret i 4 danske kommuner i et samarbejde med Servicestyrelsen. Servicestyrelsen har til dette forsøg afsat 56 millioner kroner.
Da Norge i en årrække har drevet institutioner der arbejder ud fra MultifunC var det derfor også et naturligt valg, at søge viden og eventuel inspiration herfra. Vi blev i Norge budt velkommen på en institution nær Sandfjord med navnet Sus. Vi tilbragte hele dagen med institutionens ledelse og personale og de havde forberedt et oplæg omhandlende MultifunC og hvilke principper det er bygget op omkring.
Det teoretiske grundprincip i den norske model er baseret på, at man anbringer en ung alene udenfor hjemmet i en ene-foranstaltning. Dernæst har man 6 måneder til at arbejde med den unge, hvor man bl.a. udsætter den unge for så høj grad af normalitet som muligt. Almindelig folkeskole, almindelige ungdomsklubber osv . Tanker er, at fjerne den unge fra de ”dårlige” elementer, de omgås til dagligt og arbejde med dem på et meget intensivt niveau – dette kombineret med en stor indsats fra familieterapeuter, som arbejder sideløbende med den unges familie.
Efter ca. 6 mdr. skal den unge ”sluses” tilbage i familien og efter 12 mdr´s. behandling slipper MultifunC den unge og familien.
MultifunC er i Norge et meget dyrt tilbud med en døgnpris på mellem 13.000 og 14.000 NKR. Det er selvfølgelig svært at sammenligne med danske priser, men nordmændenes egen opfattelse var, at det er meget dyrt. De havde intentioner om, at få døgnprisen ned på ca. 10.000 NKR.
 

Adspurgt oplever de norske medarbejdere nogle store dilemmaer i måden de arbejdede på. Disse dilemmaer er skitseret nedenfor i vilkårlig rækkefølge

  • Teorien er baseret på, at de unge bor alene. Man har af forskellige grunde valgt, at lade dem bo på afdelinger med 4 unge, hvilket ikke fjerner dem fra miljøet, og ofte giver uhensigtsmæssige reaktionsmønstre.
  • Man kan ikke på institutionen inkludere ”normale” unge, i frygt for hvad man kan ”komme til” at udsætte en ”normal” ung for. Derfor er det vigtigt, at den unge kan være i et normalt netværk i nærmiljøet.
  • Da en ung kun skal være der i 6 måneder, oplever de ikke det store incitament fra den unge for at danne relationer og forbindelser til de ”normale” unge i netværket.
  • Vold og hærværk har været en stor del af hverdagen, hvilket de mener, er affødt af store udskiftninger i personalegruppen.

Efter besøget, er det vores konklusion, at modellen bliver meget svært at integrere i det danske samfund, dette også begrundet i den meget fastlagte og ufravigelige model, som metoden bygger på. Norge har da også erkendt store problemer i metoden og lukker nu en at de fem institutioner de har i landet (Oslo afdelingen).

Trods disse dilemmaer, syntes vi dog, at der er spændende og rigtig gode tanker ved, at man i langt større grad satte ind overfor familien i den tid den unge er anbragt.
Dernæst var der måleredskaber, som vi i øjeblikket er ved at kigge på, så vi kan prøve at lave et tilsvarende målbarhedssystem der svarer til vores organisation.
Det er nogle tanker vi tre og leder af Fonden Kanonen Trine Hounsgaard Pfeiffer og Personale og kvalitetschef Dorte Mortensen arbejder videre med.
 
Med venlig hilsen
Hans-Henrik Gravgaard
Uviklingsleder ved Fonden Kanonen

Herinde finder du nogle nyttige links, som vi har fundet frem til dig.

Fonden Kanonen | Bavnehøjvej 119 | 8370 Hadsten | Tlf. +45 8761 0198 | Fax. +45 8761 0196 | kanonen@kanonen.dk